Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Venderlexikon oversigt

Skibe og sejlads

Storstrøms Amt har en meget lang fliget kyststræknig, så helt naturligt har Østersøen spillet en stor rolle for området i tidlige tider før broer og biler bandt landet sammen. Der var ingen faste veje, men blot faste krydsningspunkter over åer og sumpede og fugtige engområder. I mellem disse faste vadesteder kunne man færdes til fods, til hest eller til vogns, hvor man nu kunne komme frem med en hastighed, der næppen overskred en gåendes gennemsnitshastighed på 6 km i tmen, en lastet oksekærre kunne endda næppe tilbagelægge mere end 4 km i timen. På den baggrund er færdsel og ikke mindst transport af varer på vandet langt at foretrække. Med pramme kunne der transporteres mennesker, dyr og handelsvarer frem og tilbage på åerne. Med større skibe var det muligt at sejle fra bugt til bugt og fra ø til ø.
Datidens skibe kunne let sejle 6-7 knob i godt hver, dvs. 10-12 km i timen. I godt vejr kunne et skib mageligt krydse tværs over østersøen i dagslys på en og samme dag, mens man til sammenligning knap nok kunne nå fra den ene ende af falster til den anden på landjorden på en dag.
For at gøre konkurencen mellem vand- og landtransport endnu mere skæv kunne man med den rigtige vind sejle i fugleflugtslinie tværs over vandet, mens man på landjorden måtte sno sig frem gennem landskab og bebyggelse.


Møns Klint har altid været pejlemærke for de sejlende. På kysten ved mandemarke er der fundet både sølv og guld fra vikingetiden. I sølvskatten indgik blandt andet en torshammer. Ved Keldby der egentlig betyder Kildeby, fortælle de gamle stednavne Snekkeagre og Snekkebæk om opankring af snekker, vikingetidens smalle fartøjer, inde i Stege Nor.

Såvel slaverne som skandinaverne havde tradition for at færdes til søs og havde i løbet af vikingetiden udviklet særdeles søgående fartøjer. Bådene var klinkbyggede og udrustede med råsejl, som det kan ses på Gotlandske billedsten. De nordiske både var som oftest sammentømrede med jernnagler og kalfatret (tætnet) med blår, mens de slaviske både som oftest var sammentømret med tætsiddende trænagler og kalfatret med mos og dyrehår. Testsejladser med rekonstruktioner af begge typer både viser at bådene er velegnede såvel til at krydse tværs over Østersøen som til at sejle "indenskærs" i de fladvandede beskyttede flod- og åmundinger. Den store forskel er at der skal et betydeligt større udvalg af redskaber til at reparere de nordiske både, idet der ud over træværktøj er behov for smedeværktøj, mens det kun er nødvendigt med træværktøj til de slaviske både.

 


Saxo beretter om en hændelse i november 1176, hvor en lille afdeling af ledingsflåden lå under Rygens kyster for at beskytte sildefiskerne på stedet mod angreb fra pommeranerne. Valdemar den Stores nevø Knud Prislavsøn, der var lensmand på Lolland overlod ansvaret for flåden til biskop Absalon af Roskilde og biskop Svend af Århus.

Citat:
"…og gik ind til Rygen. Og eftersom det nu var blevet tid til det stedlige fiskeri, besluttede de i fællesskab at en tredjedel af flåden skulle blive tilbage og holde vagt for at frygten for de fjendtligt indstillede naboer ikke skulle hindre rygboerne i at skaffe føde til befolkningen. Kommandoen over den styrke beordrede kongen Prislavs søn Knud til at overtage, men han var fræk nok til at undslå sig med en bemærkning om, at han ikke ejende andet i Danmark end Lolland, og den klat land var ikke så meget værd, at han havde lyst til at løbe en åbenlys risiko for at forsvare den. I øvrigt hørte den opgave vel rimeligvis hjemme hos biskopperne, som alligevel var de eneste kongen tog med på råd - og i betragtning af hvor fjernt han stod fra kongen, måtte han jo være helt uværdig til det. Valdemar blev rasende over den unge mands uforskammede råd og svarede at når han havde fået et lille len, var det fordi han ikke havde fortjent bedre."
Kilde: Zeeberg, P. 2000 Gylling., Saxos danmarkshistorie 14.43.6

Vikingeskibenes udseende kendes fra arkæologiske fund. Fra de skriftlige kilder vides, at Grønsund var opsamlingssted for ledingsflåden. Vi ved faktisk ikke om området med garanti var kristnet i 1050. Fanefjord kirke som den ser ud i dag stammer fra slutningen af 1200-tallet. Varslingsposterne: Borreknold på Falster og Borgsted på Møn kunne tilsammen kontrollere al sejlads gennem sundet. Langs såvel Grønsund, Storstrømmen som Guldborgsund kan række af bavnkæder følges langs kysten. På Borreknold i Næsgård Nor er der direkte påvist spor efter bavnstedet. Afhængig af vejr og vind kunne flåden søge tilflugt i det nu inddæmmede Næsgård Nor på Falster eller flåden kunne ligge i læ inde i Fanefjorden på Møn.

 

 

Redigeret  17/10/2007