Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Indlæg fra arbejdsseminar d. 25. -26. september:



Vendisk søfart og skibsbygningskunst
af George Indruszewski, NMF Roskilde



Indledning
Når man har lyst i dag til at tage til den kontinentale del af Europa, så rejser man stille og roligt fra Gedser til Rostock eller fra Rødby til Puttgarten på Fehmarn uden større oplevelser. En sådan udramatisk og helt banal rejse foregår på en moderne færge som krydser over fra Gedser til Rostock på f.eks. to timer med en gennemsnitlig hastighed på 15 knob. En sådan rejsemåde giver et indtryk af, at de danske øer altid har været tæt på kontinentet, og i fremtiden bliver dette indtryk forstærket med den planlagte bro imellem Lolland og Fehmarn. Men, dette indtryk gælder her og i vores tid, fordi i vikingetid og tidlig middelalder var sørejser en mere alvorlig sag. For nogle gav det så kraftige oplevelser, at man måtte fortælle om dem igen og igen. I nogle få tilfælde blev de omtalt i de kortfattede runeindskrifter, i andre tilfælde blev de mundtligt overleveret og siden nedfaldet i saga litteratur og historiske kronikker. En som rejste ud med skib og kom tilbage igen var en helt, fordi han var modig nok til at sejre over naturens kræfter og de fremmede folks misgerninger. Det er det billede, der afspejles i de historiske kilder. En hjemkommen rejsende fik en øget social prestige, hvor den sociale anerkendelse på hjemmebanen i hans egen gruppe var afhængig af resultaterne af hans gerninger på udebane, i det fremmede.
Men de historiske kilder omfatter ikke andre aspekter af samfundet og i særdeleshed ikke aspekter af de fremmede folkeslag og deres kultur. De historiske kilder er fattige på informationer om danskernes sydlige naboer og deres kultur. Fra slutning af det 6. århundrede e. Kr. slog slaviske stammer af forskellig oprindelse sig ned langst den sydlige kyst af Østersøen fra Vistula mundingen i øst til Kieler fjorden (Ejderen mundingen) mod vest. Igennem 6-700 år byggede de et omfattende netværk af bopladser, handelscentre, havnebyer, militære anlæg og kultiske steder. 
Dette område var kendt som Weonodland som Wulfstan beskrev i sin sørejse i slutning af 9. århundrede e. Kr. Ifølge flere historikere og arkæologer lå den etniske grænse i denne periode mellem danskere og vender (slaver) ved sydkysten af Østersøen. Denne hypotese er alment udbredt i forskellige forskningskredse, dels på grund af manglede historiske informationer, dels på grund af de få arkæologiske kilder, der entydigt viser en vendisk bosættelse på de syddanske øer. 
Hertil kommer yderligere to faktorer: Den første er en teori om skandinavisk oprindelse for søfart og skibsbygning syd for Østersøen. En opfattelse, som indtil for nylig også har dannet det kontinentale billede af Østersøens slaviske stammer, hvor skibsbygning og søfart var fremmede, indførte kulturelle aspekter. Den anden faktor er teorien om Restgermanen, der antyder at germanske stammer (forstået her som et rent etnisk begreb) stadigvæk blev boende i det området syd for Østersøen. Kun disse stammer var, ifølge denne teori, i stand til at præge den slaviske kultur med den højtstående teknologi, der var nødvendig for at kunne bygge og sejle søgående skibe.
Efter den anden verdenskrig, var situationen på museerne og de arkæologiske samlinger langs Østersøens sydkyst næsten håbløs. Mange genstande blev ødelagt eller forsvandt under krigen. Den sovjetiske militære besættelse indførte stramme love, der gjorde det næsten umuligt at udføre undersøgelser i kystområder eller undervands. På trods af disse omstændigheder, var arkæologerne i stand til at grave og samle en stor mængde af arkæologiske genstande, der gør det muligt at få et mere præcist billede af de vestslaviske folks søfarts kendskaber.

Side 1 (denne side)
Side 2

Side 3

Litteraturliste

Samlede noter

 



Redigeret  17/10/2007