Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Indlæg fra arbejdsseminar d. 25. -26. september:

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene

John Lind

For det vendiske område blev 1100-tallet et absolut vendepunkt, ikke mindst på grund af korstogsbevægelsen og den religiøse energi der kanaliseredes ind i den. Det skabte nogle forudsætninger, der ikke var tilstede i relationerne mellem de forskellige germanske og slaviske folkeslag ved Østersøen i tidligere århundreder.
Traditionelt har forskningen, ikke mindst den danske, godt hjulpet på vej af Saxos fremstilling, set likvideringen af de vendiske politisk-religiøse strukturer som resultat af en konkurrence i ekspansion mellem dansk og tysk, ovenikøbet personificeret i forholdet mellem Absalon/Valdemar på den ene side og Henrik Løve på den anden. Men bortset fra en begyndende kolonisation fra tysk side var det ligeså vigtigt for områdets fremtidige stilling hvorledes det kirkeretsligt organiseredes, det vil sig til hvilken kirkeprovins det kom til at høre som følge af erobringen.
Også her var der flere konkurrenter. Ærkesædet Hamburg-Bremen regnede det vendiske område i hvert fald frem til Peene som sit missionsområde; samtidig regnede ærkesædet i Magdeburg på samme måde området op til Østersøkysten som sit; det polske ærkesæde i Gniezno forsøgte parallelt med den polske ekspansion i Pommern også at udvide sit område; mens et område i Vestpommern, i klemme mellem disse, havde held til direkte at blive underlagt paven. I dette spil kommer så den danske kirke, hvor ærkesædet i Lund oprettedes omkring 1104. 


Den hellige Vitus og den tidlige mission

Den tidligste målrettede mission ind i det vendiske område udgik fra frankerriget i 800-tallet. Det var den samme mission der samtidig rettedes mod Skandinavien, personificeret i Ansgar. Det var som følge af denne mission at Vitus dyrkelsen vandt indpas blandt venderne. I 836 var de jordiske rester af denne tidlige martyr blevet overført fra klosteret Saint Denis ved Paris til Ansgars kloster, Korvej, det første kloster i Saksen. Den hellige Vitus blev derefter en slags stammehelgen for sakserne. Derfor blev venerationen for ham i Ansgars kloster stor. Dette er først og fremmest kendt fra Korvej-munken Vidukinds sakserkrønike fra omkring 968. I sin tilegnelse af værket til kejserdatteren og abbedissen i Quedlinburg, Matilda, kalder Vidukind sig ligefrem den "ringeste tjener for Kristus' blodvidner, Stefan og Vitus". Over for nyomvendte hedninge synes håndgribelige vidnesbyrd om hellighed inden for den nye tro at have spillet en betydelig rolle. Og sådanne vidnesbyrd var helgenrelikvier. I den forbindelse har man i den ansgarske mission kunnet udnytte den Hellige Vitus. Relikvier fra ham har man været velforsynet med og de kunne nu spredes i missionsområdet. At Vitus-relikvier faktisk blev spredt ved vi. Det er således bemærkelsesværdigt at endnu da den danske ærkebiskop Asser den 11. januar 1131 indviede det højre sidealter i sin nye domkirke i Lund blev relikvier af Sankt Vitus fremhævet på første plads blandt de mange relikvier, "hvis navne kun Gud kender", der da blev overført fra alteret i det gamle kloster. 
Med Ansgar indsat som ærkebiskop i Hamborg, snart med sæde i Bremen, fortsatte den ansgarske mission umiddelbart i den bremensiske mission, der jo blandt andet indebar at de bispesæder der derefter oprettedes i Skandinavien frem til Lundesædets ophøjelse til ærkesæde c. 1104 underordnedes Bremen. Men med slaveropstanden i 1066 mistede den bremensiske kirke sit eneste bispedømme, Oldenburg, i det vendiske område og der måtte så at sige begyndes forfra, og nu snart i konkurrence med det nye ærkesæde i Lund. Her ved vi at Lundesædet i 1100-tallets første årtier må have haft anerkendte rettigheder i området omkring Rygen. Hvordan det har fået disse rettigheder ved vi ikke, men det kan hænge sammen med det tributherredømme på Rygen Skjalm Hvide ifølge Saxo skal opnået endnu inden Erik Ejegod drog afsted på det korstog hvorunder han døde, formentlig i 1103. Der kan derfor have været et danske herredømme på Rygen, da det danske ærkesæde blev oprettet og derfor er det blevet indlemmet i dettes missionsområde. At den danske ærkebisp havde disse rettigheder har vi kendskab til gennem tre helgenlegender der i 1100-tallets sidste del blev skrevet om biskop Otto af Bamberg. Dette kan også være baggrunden for at kong Niels synes at have været dybt involveret i et korstog som ærkebiskoppen af Magdeburg i 1108 forsøgte at organisere da han med sine lydbisper rundsendte en skrivelse, hvori han opfordrede en række verdslige og kirkelige potentater til at komme til hjælp i kampen mod hedningerne øst for den saksiske grænse. Ærkebispen tilføjer i brevet at danskernes konge sammen med sit folk i lighed med andre ikke nærmere angivne fyrster har tilbudt deres hjælp. Kong Niels må med andre ord have deltaget i den indledende planlægning af togtet. Vi ved dog ikke om det nogensinde kom til stand. 


Otto af Bambergs mission og den dobbelt dansk-slaviske konfrontation

Otto af Bamberg var missionær i det vendiske område i to omgange: 1124-25 og 1127-28. Første gang kom han til området inviteret af den polske hertug Boleslav III Skævmund. En baggrund herfor var at Boleslav netop med erobringen af Stettin i 1121 efter en voldsom og langstrakt krig, der fra polsk side var blevet ført som korstog, endelig havde underlagt sig det pommerske område. En anden var at Otto tidligere i en længere periode havde opholdt sig ved det Polske hof i slutningen af 1000-tallet. Inden han nu ankom til området havde han både sikret sig pavelig og kejserlig godkendelse af sin mission. I løbet af den relativt korte tid han var i Pommern lykkedes det ham tilsyneladende at gennemføre kristningen af området. Denne fase sluttede med at stettinerne gik med til at lade sig døbe, hvorefter også de mest hårdnakkede modstandere af missionen i Wollin ligeledes lod sig døbe. I Stettin kunne Otto nu nedbryde den lokale guddom, der ifølge hans helgenlegendes latinske tekst på slavisk udtrykkeligt siges at hedde "Triglaus" [dvs. tre-hoved]. Denne skal være sendt til Rom som vidnesbyrd om den vellykkede mission. Rundt om i det pommerske land blev der etableret kirker, der i såvel Wollin som Stettin fik St Adalbert som skytspatron. Otto har med andre ord set sig som arvtager til denne tidlige missionsmartyr i området. 
Kristningen af Pommern var med andre ord formelt gennemført. Det skulle dog snart vise sig at resultatet snarere var blevet en hedensk-kristen synkretisme. Et fænomen der ikke er ukendt i nyomvendte områder.

Den besejrede pommerske hertug, Vartislav, fik af Boleslav lov at beholde en del af Vestpommern som polsk len. Herfra lykkedes det Vartislav at stabilisere sin stilling gennem at foretage erobringer ind i det forpommerske område og på Rygen. I den forbindelse lierede han sig med sig med sakserhertugen Lothar af Supplinburg, der netop i 1125 også var blevet tysk konge. Af denne fik han de erobrede områder i Forpommern som len. Dermed var han, skulle man tro, sikret mod yderligere korstog fra Boleslavs side.
De områder Vartislav havde erobret og nu taget i len af den tyske konge var imidlertid endnu hedenske og det var Vartislav, der i anden omgang inviterede Otto af Bamberg til området, ikke Boleslav. Og denne gang kom han derfor for at missionere i Vartislavs vestpommerske område og de erobrede områder i Forpommern og på Rygen. Det er i den forbindelse vi i Ottos helgenlegende hører at Otto fandt det nødvendigt at bede ærkebiskop Asser i Lund om tilladelse til at missionere især blandt rygboerne, idet det ifølge et ellers ukendt paveligt edikt skulle være lundensisk missionsområde. 
På denne anmodning skal Otto kun have fået et henholdende svar fra ærkebiskop Asser, der meddelte at han først måtte spørge landets fyrster og stormænd tilråds. Ottos gesandt må derfor rejse tilbage med uforrettet sag, men får dog til trøst et fuldlastet skib med smør med sig tilbage! Den missionspolitiske baggrund for denne asserske valenhed, hvis dette ellers er det rette ord, er ikke vanskelig at få øje på.
Den danske kong Niels havde ca. 1123 taget initiativ til et, som det synes, regelret korstog for at omvende hedninge i Småland og havde bedt den norske konge, Sigurd Jorsalfarer, at deltage, - en, som navnet siger, dreven korsfarer. De skulle mødes i Øresund. Her ventede Niels imidlertid forgæves på Sigurd og måtte tilsidst sende flåden hjem. Da Sigurd endelig ankom fandt han sig forrådt af den danske konge og foretog som hævn nogle plyndringer i området inden han drog videre til Småland, nærmere bestemt Kalmarsund, hvorfor kilden til dette, Snorres Heimskringla, kalder togtet Kalmar-leding. Her skal Sigurd så have foretaget kristningen af området. 
Tilsyneladende var der imidlertid en tredje part i dette foretagende, nemlig den polske hertug Boleslav. Ifølge polske annaler skal han i 1123 have sendt en flåde over havet og der erobret et antal borge. Og i de følgende år ser vi da også kong Niels og Boleslav i tæt alliance i kamp om herredømmet i det vest- og forpommerske område som Vartislav havde som tysk len. Et udtryk for denne alliance var trolovelsen mellem kong Niels's søn Magnus og Boleslavs datter, Richiza. Ifølge Saxo skal Boleslav og kong Niels efter denne trolovelse, men inden brylluppet, have foretaget et fælles togt mod Vartislav, hvorunder de erobrede Wollin. Med tilbage fra togtet bragte danskerne Magnus' brud, hvorefter brylluppet ifølge den polske 1400-tals historiker Jan Dlugosz skal have stået i 1128. 
Omkring dette tidspunkt ser vi også en alliance mellem den danske jarl i Slesvig, Knud Lavard, og den vestpommerske fyrste, Vartislav. Det er Saxo der utilsigtet kommer til at røbe denne alliance. Efter nederlaget til den dansk-polske alliance søgte Vartislav nemlig et møde med den danske konge og fik da også frit lejde. Imidlertid tog Niels alligevel Vartislav til fange. Dette troskabsbrud påtalte Knud Lavard med appel til kongens retsind og han udvirkede derved Vartislavs løsladelse. Så langt modsvarer dette det billede af Knud som den pletfri forsvarere af ret og ære, som Saxo søger at opbygge. Men da Saxo skal afslutte episoden slipper det ud, at der har ligget mere bag: derved opnåede nemlig Knud at befri både "vennen fra undertrykkelse og herren fra vanære". 
Allerede inden dette intermezzo, hvis ellers Saxos fremstilling er kronologisk fremadskridende, var Knud Lavard under lidt uldne omstændigheder indtrådt som arving til Henrik Godskalksens abodritiske fyrstedømme. Derved blev han ligesom Vartislav den tyske konges lensmand. Som abodriternes fyrste, eller knes, fik Knud Lavard en titel der hos Saxo betegnes som rex eller konge. Det blev en alvorlig anstødsten i forholdet til kong Niels og Magnus, hvilket med forskellige accenter fremgår af de referater af møder ca. 1130 mellem kongen og Knud i Slesvig og/eller Ribe, som vi finder hos såvel Helmold, Saxo som i Knud Lavards-ordinalet. 
Det er med andre ord oplagt at den alliance, kong Niels gennem sønnens ægteskab med den polske hertugs datter knyttede med denne, sammen med deres fælles aktioner i det vendiske område kom på tværs af de forbindelser, som Knud Lavard søgte at knytte i området. Der foregik således i 1120ernes sidste halvdel en intens strid dels om den verdslige beherskelse af det vendiske område, hvor vigtige magthavere i den danske politiske magtstruktur stod overfor hinanden; dels en kirkepolitisk strid om til hvilken kirkeprovins området skulle høre. Otto af Bambergs mission foregav godt nok - i henvendelsen til ærkebiskop Asser - ikke at repræsentere specifikke kirkelige interesser; men han optrådte dog med den saksiske hertug og tyske konge, Lothars, godkendelse. Og efter at Otto endegyldigt havde forladt området trådte Bremerkirkens næste betydelige missionær i området, Vicelin, ind på scenen. Og det var denne mission Knud Lavard i det mindste indirekte støttede gennem sin alliance med Vartislav og Lothar. Men i første omgang var det tilsyneladende den danske kirke der havde trukket det længste strå.

Denne fase i kampen om Venden sluttede med drabet på Knud Lavard i 1131 og den efterfølgende borgerkrig i Danmark. Det indebar at den interne danske konkurrence om at vinde fodfæste i Venden ophørte, idet Knuds position blev overtaget af de to slaviske fyrster Pribislav og Niklot. Kort tid efter forsvandt Polen som aktør i området da Boleslav døde i 1138 og riget for en tid opløstes i mindre enheder.
Det er værd at bemærke at det her i strid med det indtryk man ellers får i nyere dansk historiografi snarere var kong Niels end Knud Lavard der fremstår som både aktiv i korstogsbevægelsen og som forsvarer af landet mod venderne. Således synes det først at være den brug kong Valdemar og hans protegé Absalon senere gjorde af Knudskulten efter kanoniseringen i 1169 der får Knud hertug til at fremstå som den store forkæmper for kristendom og stridsmand mod venderne.

Endnu inden de store venderkorstog sætter ind i kølvandet på det Andet Korstog til det Hellige Land rettes der ifølge såvel Saxo som Knytlingesagaen endnu et dansk togt til Venden. Det nævnes ikke af Helmold, der i stedet for i denne periode svælger i beskrivelsen af hedenske overgreb. Det er Erik Emune der i den korte periode i 1135 eller 1136 hvor der herskede nogenlunde ro om hans kongemagt tilsyneladende var i stand til at gå i land på Rygen og erobre Arkona. I begge kilder er der til togtet udtrykkeligt knyttet sværdmission og i begge kristnes indbyggerne. Saxo tilføjer imidlertid for egen regning det lidt forbavsende, at rygboerne fik lov at beholde det afgudsbillede de dyrkede og "falskelig kaldte med Sankt Vitus navn". Umiddelbart får denne skildring en til at mistænke Saxo for allerede her at ville give en legitimiserende baggrund for det togt i 1168 som han gør til Absalons store triumf, - lidt på samme måde som man også må mistænke ham for i sin skildring af Venderkorstoget 1147 at ville kontrastere dets uheldige forløb med Absalons senere bedrifter.


Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene  side 1  (denne side)

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene side 2  

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene side 3   



 

Side 1 (denne)

Side 2

Side 3

Redigeret  17/10/2007