Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Indlæg fra arbejdsseminar d. 25. -26. september:

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene  side 2

Venderkorstoget 1147

Bortset fra en nok lidt inflateret fremstilling i en ellers centralt placeret kilde, er den danske deltagelse i det der ofte anses for det første eller egentlige venderkorstog stort set kun kendt fra Saxos ganske ordrige skildring og en noget kortere men næsten identisk fremstilling i Knytlingesagaen. Helmold er ellers er en af hovedkilderne til dette venderkorstog, men han nævner i den forbindelse kun danskernes deltagelse i forbigående. Det på trods af at korstoget i hans fremstilling nærmest bliver iværksat af hensyn til danskerne, idet det begrundes med vendernes idelige hærgen af de danske kyster. Hos Helmold beslutter de saksiske korsfarere at belejre fæstningerne Demmin og Dobin. Ved belejringen af den sidstnævnte stødte en dansk hær så til. Den gør imidlertid ikke nogen god figur for som Helmold skriver: hjemme er de stridbare men i felten er de krigssky. Det udnyttede de belejrede til et udfald hvorunder de kunne gøde markerne med danskernes lig. Da samtidig sakserne finder ud af at det ikke er smart at hærge det land som de sidenhen har til hensigt at være herrer over, slutter korstoget med at de indgår en overenskomst med venderne - uden at læseren rigtig forstår hvorfor i alverden venderne skulle være gået ind herpå. Ifølge denne skulle venderne imidlertid antage den kristne tro og frigive de tilfangetagne danskere. Alt i alt må Helmold afslutte sin beskrivelse af korstoget med at konstatere at resultatet blev ringe: thi straks efter viste venderne sig værre end før og agtede hverken på dåben eller afholdt sig fra at plyndre hos danskerne. 
I Helmolds skildring leder man forgæves efter de interne politiske sammenhænge i Danmark der danner grundlaget for Saxos skildring og som hos ham fremstår som årsagen til den danske korstogsdeltagelse. Det er lidt underligt da Helmold ellers viser sig godt indsat i interne danske forhold på netop denne tid og især beskriver den danske borgerkrig ret indgående. 
Hos Saxo er baggrunden for korstoget at pave Eugen lod breve udgå over hele Europa på grund af "hedningernes stormløb mod Herrens kirke" og for at få "kristentroens bekendere til at drage i kamp mod dens fjender". Vi har da også en godt nok sen optegnelse om at en pavelig legat, Hubald, inden Erik Lams død skal være kommet til Danmark for at opfordre denne til at deltage i korstoget. Han kan meget vel have haft Eugens bulle med. Brevet skal i Saxos gengivelse have fortsat med denne henstilling: "hvert rettroende land skulle drage imod de hedninge, som boede nærmest". En sådan appel kan næppe have stået i den pavebulle som Hubald kan have haft med; eftersom det var et princip der først var opstået som et kompromis på Rigsdagen i Frankfurt i marts 1147. Der havde Bernhard fået mange tyskere til at tage korset, men adskillige af disse var uvillige til at drage helt til det Hellige Land men ville istedet hellere bekæmpe hedninge i nærområderne.
En sådan opfordring ville danskerne ifølge Saxo ikke sidde overhørig, idet de "ikke for deres egne militære anliggender vilde forsømme den fælles kirkepligt" og derfor "lod sig tegne med det hellige korstogs mærke". Saxo beskriver nu gribende, hvorledes de indtil da hinanden indædt bekæmpende tronprætendenter Knud og Sven "til sagens fremme" gav hinanden gidsler og undlod at stræbe hinanden efter livet; istedet vendte de deres våben til kamp for kirken. Med samlet styrke drog de til Venden, medens sakserne grebne af samme iver for Guds sag som aftalt skulle trænge frem fra den anden side. Ligesom hos Helmold engagerede danskerne sig i belejringen af Dobin, "indbegrebet af en vikingeby". Men heller ikke i Saxos skildring bliver korstoget en succes. Godt nok tales der ikke om noget udfald fra byen. Her er det derimod et overfald fra rygboerne på danskernes efterladte flåde der får disse til at opgive korstoget: uden at Saxo rigtig giver nogen forklarende detaljer er vi derfor ret så pludseligt i hans beretning tilbage i Danmark, hvor de to prætendenter straks atter er i totterne på hinanden. 
Saxos skildring af korstoget, hvor sand den så ellers er, viser at han har forstået noget centralt i korstogstanken: at formålet med et korstog er at skabe fred. Sådan var det allerede i forbindelse med det første korstog: de hjemlige stridigheder skulle ophøre ved en gudsfred, der om ikke på anden måde skulle kunne opnås ved at de stridende parter drog på korstog; derude, ved målet for korstoget, skulle korsfarerne tilgengæld skabe fred ved at omvende eller eliminere dem der bekrigede eller truede de kristne. Begge disse elementer er udtrykkeligt tilstede i Saxos fremstilling, hvor dette at korstoget skal skabe hjemlig fred i den netop indledte tronfølgestrid ovenikøbet klart synes at have prioritet over den fred der tænkes skabt på den hedenske front. Dertil er iøvrigt også at sige at der netop på dette tidspunkt ikke var nogen nævneværdig trussel fra venderne, der kunne begrunde et korstog netop mod dem, bortset fra at der blandt dem var hedninge. Egentlig var det kun kravet fra Frankfurt om korstog mod venderne der påny skabte en frontlinje i området. Umiddelbart inden korstoget satte ind havde grev Adolf af Holsten nemlig i forståelse med venderfyrsten Niklot kunnet retablere Lübeck (Alt-Lübeck), nyorganisere et vist kirkevæsen og også få tyske kolonister til området. Den forståelse tvang kravet om at indlede hellig krig Adolf til at bryde. Udfra dette synspunkt og i lyset af de udeblevne militære fremgange var så vel den saksiske gren af korstoget som den danske en decideret fiasko. Men for så vidt angår den danske scene må det danske korstog i endnu højere grad være blevet set som en fiasko. Borgerkrigen blussede nu op med endnu større intensitet end før. Saxo kommer ikke med nogle vurderinger omkring korstoget i den anledning. Derimod skorter det ikke på en bidende kritik fra Helmolds side af den saksiske hertug.

I dansk historieforskning fremstilles det ofte således at det var ærkebiskop Eskil der stod bag dette korstog. Et synspunkt der tilsyndeladende introduceredes af Erik Arup, og siden gang på gang er blevet gentaget. Således tales der i en nyere dansk kirkehistorisk disputats, der ellers argumenterer for kirkens og dets hierarkis svage stilling i det danske samfund, udtrykkeligt om "det initiativ Eskil tog i 1147 til et fællesdansk korstog mod venderne". Men faktisk sættes Eskil intetsteds i kilderne i forbindelse med dette korstog og hvilken rolle han eventuelt kan have spillet kan vi intet sige om. Det er således et af ikke så få tilfælde, hvor Erik Arup kom til at digte "udover" kilderne noget han som et metodisk dictum engang kom for skade at opfordre andre til ikke at gøre. 
Den kilde der kommer nærmest på at involvere Eskil i beslutningsprocessen er imidlertid interessant nok. Det er Hellig Kelds levnedsbeskrivelse. I følge denne var Keld, dengang "to konger stred om magten", på vej til et kirkemøde i Lund, da han blev taget tilfange og plyndret af vendere. Han blev dog løskøbt af en præst og kunne fortsætte til Lund. Her blev han velmodtagen af ærkebispkoppen og kongen (dvs henholdsvis Eskil og Svend Eriksen). Og så kommer det centrale: "og da nu kongen på hans (Kelds) bøn havde bekvemmet sig til oprettelsen af freden", ville Keld "vende tilbage til den anden konge (dvs Knud Magnusen i Jylland) og føre det påbegyndte fromme værk til ende." Bortset fra at modtage Keld pænt og at dennes møde med kong Svend foregår i Lund må initiativet til forliget vel nærmest tilskrives Keld. Det samme gælder i endnu højere grad dette at forliget cementeres ved et fælles korstog til Venden, eftersom det var et anliggende der ifølge legenden lå Keld stærkt på sinde. Keld skal nemlig, på et tidspunkt da han på grund af en intern strid havde forladt det kloster hvori han var abbed, have opsøgt paven for at få dennes tilladelse til at prædike for hedningene i Vendland for på den måde at opnå martyrkronen. Har Kelds besøg i Rom ligget omkring det tidspunkt da det andet korstog forberedtes kan han meget vel have fået i opdrag af paven at få den eller de danske konger til at drage på korstog. En sådan tolkning vil i hvert fald i modsætning til påstandene om Eskils rolle have en hvis støtte i kilderne. 
At Eskil ikke har spillet nogen rolle i foretagendet betyder ikke at en anden biskop i Saxos fremstilling ikke spiller en bemærkelsesværdig rolle. Den eneste gejstlige person han nemlig overhovedet nævner i forbindelse med korstoget er roskildebispen Asser, og det er ikke just nogen flatterende skildring der bliver ham til del: Bisp Asser af Roskilde, hvem Kongen havde overdraget flådevagten [for den flåde rygboerne overfaldt], løb straks "fejgt fra skib og stavn og roede i en båd hen til en købmandsskude, hvor han gik om bord og stak i skjul; så den mand, der ved ærefuldt foredømme i kampen burde have ægget sine folk til djærv dåd, nedslog just deres mod ved den usle flugt, han lod dem blive vidne til". Dette skal i Saxos fremstilling utvivlsomt tjene til at lade Assers efterfølger på bispestolen, Absalon, stråle så meget desto mere. Ham ville Saxo nok aldrig, havde faren været nok så stor, have ladet søge tilflugt i en købmandsskude. Tværtimod præsenterer Saxo Absalon umiddelbart efter skildringen af hans valg til roskildebisp således: "efter sit valg lagde han for dagen, at han var fuldt så vel viking som bisp og skøttede lidet om roligt at røgte troen herhjemme, når den stod på spil histude". Saxos Absalon stod med andre ord nærmest på spring for at komme på korstog.

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene  side 1 

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene side 2 (denne side)

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene side 3   



 

Side 1 

Side 2 (denne)

Side 3

 

Redigeret  17/10/2007