Forside
For alle
Billedgalleri
Østersøkeramik
Runer
Tillitse-stenen
Vender-leksikon
Linkside
Mest for fagfolk
Seminar
Faglige indlæg
Rapport
Åbne Samlinger

Indlæg fra arbejdsseminar d. 25. -26. september:

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene  side 3

Arkonas erobring i 1168 og Svantevits endeligt

I vores forestilling om de danske venderkorstog står Arkonas erobring og Svantevits endeligt som et uovertruffent højdepunkt. Igen har vi 3 kilder der hver på sin måde beskriver erobringen temmelig indgående af hvilke jeg her vil koncentrere mig om de to, Helmold og Saxo. 

Helmolds version

Den mest samtidige beretning om Arkonas erobring og tilintetgørelsen af Svantevit er givetvis Helmolds krønike der må være skrevet kort tid efter. Ifølge denne var Valdemar initiativtager til togtet, men han støttedes af såvel de pommerske hertuger Kazimir og Bugislav samt abodriterfyrsten Pribislav, idet Henrik Løve, der selv var optaget i det tyske, havde befalet disse at hjælpe danskerne. Foretagendet voldte ikke Valdemar noget besvær, idet rygboerne valgte at købe sig fri ved at underkaste sig alt kongen forlangte. Derved undgik de den personlige udplyndring der ville være fulgt på en direkte erobring. Valdemar lod lægge en strik om halsen på det urgamle Svantevit-billede, hvorefter det slæbtes gennem hæren, inden det blev hugget i stykker og brændt. Templet blev nedbrudt og plyndret for dets rige skat. Dernæst skulle indbyggerne kristnes og kongen gav penge til bygningen af 12 kirker i deres land. Til kristningen blev der organiseret præster, og i den sammenhæng nævnes Absalon for første og eneste gang da han sammen med biskop Berno af Mecklenborg (dvs. Schwerin), som repræsentant for bremerkirken og Henrik løve, hjalp kongen fulde af iver. Alt dette daterer Helmold til året 1168.
Helmold har nu en kort ekskurs om hvor hårdnakket rygboerne ellers havde fastholdt deres vantro, selvom Ludvig den Fromme ifølge et "dunkelt sagn" havde viet deres land til den hellige Vitus i Korvej, hvorfor et bedehus viet til ham var blevet grundlagt der. I deres vildfarelse var rygboerne imidlertid begyndt at dyrke Vitus selv som en gud og havde gjort sig et stort afgudsbillede. Siden havde dette som et orakel opnået en høj rang blandt alle slaver.
Efter nogle genvordigheder mellem Valdemar og Henrik Løve, om hvorledes byttet skulle deles kan en glad Helmold slutte sin krønike med oplysningen om at det nu endegyldigt blev besluttet at Knud Valdemarsen og hertugdatteren Gertrud skulle ægte hinanden. 


Saxo: Absalon tager over.

I det ydre forløb stemmer Saxos skildring ganske godt overens med Helmolds, dog er der nogle helt andre accenter på rollefordelingen i dramaet. Mens Absalon knapt nok nævnes i Helmolds fremstilling, så er det hos Saxo i enhver henseende Absalon der spiller førsteviolin. 
Saxo beskriver erobringen i sådanne detaljer at man uvægerligt får indtryk af at Saxo har været tilstede og hans skildring af gudebilledet med de fire ansigter og den kult der omgav det er næsten etnografisk i sit indhold. Betydningen af at erobre Arkona lader Saxo kongen forklare ved, at det var vigtigere "at styrte afguden end at sløjfe voldene; ti det var hans [kongens] tro, at med dens fald var al hedendom på Rygen lagt øde, men at så længe støtten stod der, fik man aldrig bugt med folkets afgudsdyrkelse". Da hans mænd imidlertid samlede tømmer sammen for at lave krigsredskaber stoppede kongen dem, for han havde fået en spådom der gik ud på at han snart under alle omstændigheder ville få borgen i sin vold. Til denne spådom har Saxo sikkert ladet sig inspirere af Helmolds "dunkle sagn". Det hedder nemlig:

"at rygboerne i gamle dage var blevet overvundet af kejser Karl og gjort skatskyldige til det hellige blodvidne Sankt Vitus af Korvej; men da sejrherren døde, attråede de at få deres frihed igen, gik fra trældom over til overtro og rejste sig der på stedet en støtte, som de kaldte Sankt Vitus; … Derfor vilde Vitus sikkert, når hans højtidsdag oprandt, styrte deres borg i grus, til tak for at de havde afbildet ham i sligt utyskes lignelse; ti han havde visselig grund til at hævne sig på dem, der kun mindedes hans værdige navn med vanhellig højtid". 

Hos Saxo er det da heller ikke nogen planeret militær indsats der fører til borgens overgivelse men snarere en række tilfældigheder.
Dermed er vejen banet for et af fortællingens højdepunkter: en næsten fotografisk fremstilling af den endegyldige ydmygelse af Svantevit-guden. Dette blev overladt til Absalons broder, Esbern Snare, og hans fætter, Sune Ebbesen, der sammen med deres mænd huggede gudestøtten omkuld. Derefter skulle borgens indbyggere selv med et reb omkring støtten slæbe den ud. Da de imidlertid af angst for gudens vrede ikke turde, endte det med at blive de fremmede, der var blevet holdt som fanger i byen, der måtte slæbe den ud af templet. Derefter lå støtten så at sige lit de parade indtil aftenen faldt på. Da begyndte kokkene at hugge den til pindebrænde for at koge mandskabets mad over dens flammer.

"Det kan ej være andet end at rygboerne må have skammet sig ved deres gamle gud, som de havde arvet fra deres fædre og holdt højt i ære, når de nu så ham brugt til usselt brændsel under fjendens madgryder", 

siger Saxo triumferende. 
Herefter begynder hos Saxo som hos Helmold en intensiv kristning af indbyggerne, hvor det er Absalon der driver på uden at der bliver pladst til at nævne den schwerinske biskop Berno.
I forhold til den rolle Helmold har tildelt kong Valdemar såvel ved erobringen af Rygen som den efterfølgende kristning er kongens fravær i Saxos fortælling påfaldende: han skildres ligeså ofte i sovende som i vågen tilstand. At fremhævelsen af Absalon ikke blot er et produkt Saxos heltedyrkelse, synes dog fremgå af det pavebrev fra 4. november 1169 kong Valdemar må have udvirket hos Alexander 3. Det er stilet til Absalon som roskildebisp, og i og med brevet lægger paven på kongens bønner og tilskyndet af blandt andre ærkebiskop Eskil Rygen ind under Roskilde bispestol. Da øen efter alt at dømme tidligere (jf. Otto af Bambergs henvendelse i 1120'erne til ærkebisp Asser for at få tilladelse til at missionere på Rygen) havde været underlagt Lundesædet, så synes det med andre ord ikke alene at være kong Valdemar der har erobret øen fra de rygiske fyrster (og måske indirekte Henrik Løve), men samtidig synes Absalon som roskildebisp også at have erobret øen fra Lund og ærkebispen. På den baggrund kan Saxos fremhævelse af Absalon nok siges at gengive nogle realiteter i korstoget.

For eftertiden er underlæggelsen af Rygen efter Arkonas erobring og nedbrydningen af Svantevit kommet til at stå som et højdepunkt i den danske korstogsbevægelse på linie med sejren vundet over esterne i 1219 ved Lindanise efter Dannebrogs mirakuløse tilsynekomst. Men mens vi i samtidige kilder må lede forgæves efter vidnesbyrd om den sidstnævnte begivenheds betydning, kan der ikke være tvivl om at erobringen af Rygen også af samtiden blev set som epokegørende. Således var denne erobring og omvendelsen af venderne til troen på Kristus en af de få begivenheder der fandt plads på den blyplade Valdemar den Store fik med sig i graven. Her kaldes Valdemar, ikke helt i overensstemmelse med sandheden, "vendernes første besejrer .. der erobrede rygboerne". Og som fremhævet af Aksel E. Christensen fremstår erobringen lige så vigtig i en anden samtidig kilde af samme dignitet, Absalons Kirkeret for Sjælland fra 1171. Dette centrale dokuments tilblivelse dateres nemlig således: "i kong Valdemars fjortende vinter som enekonge og i Absalons trettende vinter som biskop, ét år, tre uger og tre dage siden St. Knud i Ringsted blev lagt i skrin og tre vintre og fem uger siden Rygen blev vundet for kristendommen af kong Valdemar og lagt til Sjællands bispedømme af kong Valdemar og pave Alexander". Nu kan det selvfølgelig ikke udelukkes at Absalon har stået fadder til begge disse udvalg af begivenheder der særligt fortjentes at nævnes, således at det er ham, mere end samtiden, der vurderer erobringen af Rygen så højt.
Traditionelt daterer man erobringen af Rygen til 1169. Selvom de fleste årbøger angiver 1170. Men som vi har set daterer Helmold, der har skrevet sin krønike ganske kort tid efter, udtrykkeligt erobringen til 1168. Og regner vi lidt på oplysningerne i den just citerede dateringsformel i Absalons Kirkeret, så kan resultatet også kun blive 1168. Den datering må derfor stå fast.
Historikere har ofte hæftet sig ved at erobringen skete Valdemarsdagen, 15. juni, altså samme dag slaget ved Lindanise blev vundet. Og det er selvfølgelig påfaldende at de to begivenheder der ikke bare var de måske vigtigste etaper i den danske korstogsbevægelse, erobringerne af henholdsvis Rygen og Estland, men også står som højdepunkter i en national historieopfattelse der strækker sig tilbage til middelalderen, begge skulle være foregået på en og samme dato, selvom der - når der var tale om flådeoperationer - selvfølgelig ikke har været et helt års dage at tage af. At sådanne sammenfald i samtiden har spillet en betydelig rolle kan der ikke være tvivl om. Det er således også påfaldende at man som dato for den officielle grundlæggelse af det første danske kloster i Venden, Dargun, et datterkloster til cistercienserne i Esrum, valgte 2-årsdagen for Knud Lavards kanonisering. Nu kan det Valdemarsdagen kom til at stå for givetvis ikke have spillet nogen rolle for erobrerne af Rygen. Er der en sammenhæng, så er det i 1219, eller snarere i den senere traditionsdannelse, at man bevidst har villet knytte an til erobringen af Rygen ved at lade Lindanise-slaget foregå samme dag. At det næppe var tilfældigt at den 15. juni blev knyttet til erobringen af Rygen er klart. For hvad historikerne ikke har hæftet sig ved er at den 15. juni jo også var den hellige Vitus' festdag. Utvivlsomt er det den omstændighed der inspirerede Saxo til at lade kong Valdemar få en spådom der gik ud på at Arkona ville styrte i grus på netop den dag. 


Sammenfatning 

Det er et karakteristisk træk ved venderkorstogene, ligesom det skulle blive med korstogene længere mod øst til Preusen og til de øvrige baltiske og østersøfinske folk, at det for korsfarerne ikke blot drejede sig om at omvende hedninge. Bortset fra måske det første initiativ til et korstog i Østersøregionen, det der udgik fra Magdeburg i 1108 og som måske aldrig blev ført ud i livet, så synes det at have været et næsten fast mønster at der på korsfarernes side var flere agenter der gensidigt forsøgte at fortrænge hinanden for at vinde hægemoni over de hedninge der skulle omvendes. Det var her ikke alene et spørgsmål om at opnå politisk hægemoni. De forskellige regionale kirkeprovinser var ligeså aktive i kampen om at knytte nyomvendte områder til netop sin kirkeprovins. Det var iøvrigt noget bisper og fyrster ofte kunne samarbejde om. Selv paverne gik til tider - med lidt vekslende motiver - ind i denne strid. Denne let iagttagelige konkurrencesituation har ofte fået mange moderne historikere til helt at afvise at det for korsfarerne har drejet sig om andet end magt og at det religiøse motiv kun var et skalkeskjul herfor. Det vil imidlertid være et eklatant eksempel på manglende forståelse for middelaldermennesket, dets institutioner og dets mentalitet.
At det kunne være en broget blanding af motiver der lå bag, når et korstog blev organiseret, ligesom det iøvrigt kunne være tilfældet med korstogene til Det Hellige Land, er der ingen tvivl om. Alligevel har korstog for mange sikkert været noget særligt, hvor det religiøse motiv har spillet en vigtig rolle. Sådanne individuelle motiver vil sjældent finde vej til den type af kildemateriale vi har bevaret i Skandinavien. Men der er ingen grund til at betvivle at for de to, "Asmund og Gudmund, berømmelige lægfolk", hvis navne en gang i 1100-t. blev indført i Lunde domkapitels Gavebog under 4. august, fordi de var blevet dræbt blandt venderne "under det hellige kors' tegn", har korstogstanken været reel og at de er døde i forventning om at have gjort sig fortjent til den aflad korstagningen berettigede dem til.

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene  side 1 

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene side 2

Kirkerne, Fyrsterne og Venderkorstogene side 3  (denne side)



 

Side 1 

Side 2

Side 3 (denne)

 

Redigeret  17/10/2007